Familie udflugt

Opdateret 2017-08-23 01:14

2004-08-13

Endelig oprandt dagen - Arrangørerne mødtes hos Birthe og Kaj ved middagdstid, hvor de sidste aftaler faldt på plads, over en kop kaffe, eller to. Birthe havde indkøbt en masse ting som skulle transporteres over til Glænø, så det var godt vi havde så mange biler. De blev stoppet propfulde af alskens ting og sager.
Da vi kom derover fik vi travlt med at få alle tingene sat på plads, der var da heldigvis et glimrende køleskab med masser af plads, nok omkring en hel kubikmeter. Værelser blev delt ud, og Ole gik igang med at vaske vinduer.

Kort efter at de øvrige ankom, (Gunnar havde ytret noget om vandpistoler) så de vandkanoner Birthe havde købt blev hurtigt fundet frem, fyldt op - og så var det bare om at passe på. Carsten Sømand, var godt klar over at man skulle sørge for at holde sig lige så fugtig indenfor, som udenpå.
Senere på dagen blev det lidt overskyet, og lige pludselig væltede det bare ned med regn. Da Glænø ligger lidt lavt i forhold til omgivelserne, væltede vandet ind af porten, og var ikke til at stoppe. Det spredte sig hurtigt i hele den sydlige del af huset, og da køleskabsrummet ligger "to trin ned", stor der til sidst 10-12 cm. vand på gulvet dér. Spisestue, køkken, bryggers klarede sig med kun 2-5 cm vand. Heldigvis var gulvet i den nordlige del af huset noget højere, så det holdt tørt.

Kaj måtte hjem efter en dykpumpe så vi kunne få vandet væk fra kølerummet, og der blev febrilsk ledt efter afløb, fejet, skrabet og fejet. Da det meste af vandet var fjernet kune det tydeligt ses at det ikke kun var vand der var kommet indenfor, nej vandet havde taget en masse mudder og andet skidt med sig, så inden aftensmaden blev der lige organiseret en omgang gulvvask.
Da det havde klaret op i vejret igen, kunne et par af de store drenge ikke holde sig fra vandkanonerne mere, nej de havde bestemt ikke fået vand nok endnu.
Drengene faldt dog lidt til ro, da aftensmaden kom på bordet - dog havde Ole lidt svært ved at holde sig i ro, eller måtte han bare op og stå for at få madro?

Fik vi så fred for vejrguderne resten af aftenen? Nej, der kom lige en lille skylle mere. men denne gang var der nogen klar til at "svuppe" det op, allerede ved porten - og nogen af brandspandene måtte også hjælpe til.

Lørdag startede med at vi hejste flaget, og så strålede solen næsten hele dagen, fra en skyfri himmel - og gæt selv - vandkanonerne kom frem igen.
Derfor var der nogle der holdt sig indendøre, også for at få hytten gjort lidt festlig til aftenen. Der blev dækket op i spisesalen med fine duge og blomster fra omegnen, samt nydelige skalleer og småsten fra stranden.

Selvfølgelig blev der også hygget, snakket og pjattet hele dagen. Der var bestilt festmad fra Kokken og Jomfruen (det var rigtig godt, og der var rigeligt af det). Velkomstdrinken blev serveret i pejsestuen, og de fleste havde da nået at få et bad og blive klædt om.
Endelig kom vi til bords, og så gik snakken igen - med få afbrydelser når man skulle koncentrere sig om at "gafle fra fadene", og så selvfølgelig skåle.

Aftenen kom, og vi havde nær glemt at få flaget ned før solnedgang. Og ja, alle de praktiske opgaver var blevet delt ud med rund hånd, så der var ikke noget med at vente med opvasken til i morgen...

Søndag, mange var lidt stille, og alligevel var der ingen vej uden om - der skulle ryddes op, tømmes værelser og køleskabe, pakkes biler og børn
Og til sidst kom det uafvendelige tidspunkt hvor vi måtte sige farvel til hinanden.

2004-07-25

Selv om der ikke er blevet skrevet meget om det i den forløbne tid, så er der sket en hel del mht. familieudflugten, dvs. nu foreligger der tilmeldinger, og der er lagt et nogenlunde fast program for weekenden:

Deltagerliste

Voksne Børn
Birthe og Kaj
Henriette og Michael Clara og Silas
Christian
Ellen og Ole
Kirsten og Jens Erik
Christina
Nanna og Søren
Inge og Gunnar
Anette og Hans Mathias og Sarah
Janni og Carsten Marcus og Mads
Bjarne
Lone og Jacob

Programmet for weekenden

Dato Tid
2004-08-13 16:00 Ankomst, indkvartering m.m., samt kaffe, te og kage
  19:00 Fælles spisning, hvor du/I bedes medbringe lidt godt og masser af drikkevarer
Drikkevarer kan købes på stedet til købmandspriser. I er selvfølgelig velkomne til at medbringe egne drikkevarer
  ??:?? Hyggeligt samvær resten af aftenen/natten
2004-08-14 08:00 Flaghejsning med fælles morgensang
  09:00 Morgenmad
  10:00 Fællesaktiviteter for voksne og børn (har I gode idéer så tag dem endelig med) Husk for guds skyld badetøj (vandet er en spytklat derfra), Gunnar har bestilt sol og varmt vejr
  14:00 Frokost (rester fra aftenen før)
Og derefter hyggeligt samvær, aktiviteter m.m. resten af eftermiddagen.
  18:30 Vi mødes omklædte (Galla, lang kjole, diadem m.m. er ikke nødvendig), til drinks i pejsestuen
  19:00 Festmiddag
  ??:?? Hygge og samvær resten af aftenen/natten
2004-08-15 08:00 Flaghejsning med fælles morgensang
  09:00 Morgenmad
Efter morgenmad rengøring på ”egne stuer”
  12:00 Slut, alle bør have sagt pænt farvel...

2003-09-15

Langt om længe er der blevet strikket en invitation sammen:

Kære familiemedlem

En lille familiegruppe synes det kunne være en god idé at samle efterkommere med familie af Andrea og Peter Steffensen, fætre, kusiner og børn og børnene efter disse. Vi har planlangt det til weekenden den 13. til den 15. august 2004.

Foreløbig program

Sted: Sommerlejren Glænø Teglværksvej 8 Havnsø (ved siden af Birthe og Kaj)

Fredag

Kl. ca. 18 fælles buffet (se praktiske oplysninger)
Bagefter fælles hygge.

Lørdag

9.00 morgenmad (inkluderet i prisen)
fælles aktiviteter
kl. 13.00 fælles buffet (er inkluderet i prisen)
fælles aktiviteter og hygge
kl. 19.00 festmiddag (er inkluderet i prisen)
hygge og festligt samvær.

Søndag

Kl.9.00 brunch (inkl. I prisen)
Oprydning og afrejse.

Praktiske oplysninger:

Alle medbringer selv en ret, som indgår i en fælles buffet til spisning fredag aften og frokost lørdag, nærmere instrukser følger.
Alle medbringer selv drikkevarer.

Vi regner med en pris pr. person: (dette er kun et forslag, prisen afhænger selvfølgelig af antal deltagere.)

Voksen (over 12 år) 500 kr. Børn under 6 år 100 kr. Børn over 6 år 200 kr.

Af praktiske årsager vil vi meget gerne have en forhåndstilmelding senest d. 1 januar 2004. Kontakt Jens Erik.

Vi regner med at der skal indbetales et depositum i starten af februar måned 2004.

2003-04-01

Et sted kaldet Glenø er under overvejelse (Dér hvor Birthe og Kaj holdt deres bryllupsfest):

Et lille klip fra KFUM-KFUK(Klik på Ferie, Sommerlejr):
SOMMERLEJREN GLÆNØ: Siden 1937 har KFUM og KFUK i Sundbyerne været de stolte ejere af sommerlejren Glænø. Med sin smukke beliggenhed, tæt ved både skov og strand, har vi selv haft tradition for en årlig familielejr. Derudover lejer vi Glænø ud til familiefester, feriekolonier for børn og unge og introture for studerende.
Lejren rummer altså mulighed for lidt af hvert, så der skulle være en chance for at den også kan bruges til vores formål.

Priser 2003: En dag kr.1.900,-, En week-end : kr.3.800,- (excl. el og gas.). Ankomst efter kl.15.00 og afrejse inden kl.12.00

2002-11-16

Ved en søskende week-end hos Ellen og Ole den 16. og 17. november 2002, blev der leget med tanken om at lave en udflugt for familen.
Mange steder blev foreslået, diverse spejderhytter og andre steder, hvor det var sandsynligt at man kunne leje sig ind for en lang week-end. Endnu er der dog ikke fundet et rigtigt velegnet sted.

Lige nu pågår de indledende øvelser med at få stablet det på benene, og det foreløbige arbejde er ca. punktsat til:

  1. At lave en introduktionsskrivelse, så vi kan få klarlagt hvor mange der egentligt er interesseret i at deltage.
  2. At finde et velegnet sted, der kan huse os - og gerne til en rimelig penge.
  3. At lægge en foreløbig plan for hvad der skal være af spise og drikke.
  4. At lave et budget, så det gerne skulle "hænge sammen" i den sidste ende.
  5. At få lavet en endelig indbydelse med bindende tilmelding.

Det er jo kun det helt grundlæggende, derudover skal der nok også findes på så meget andet, f.eks. aktiviteter for børn og barnlige sjæle, og afhængigt af hvor vi lander henne, kan transport måske blive "interessant" og se på - jo det skal nok blive en cirkus-forestilling af de sædvanlige...